<h1>Mærkesager</h1>

Mærkesager

Siden midten af 1900-tallet har Socialdemokratiet været garant for vores velfærdssamfund. Tredivernes krise lagde grunden til det samfund, vi har i dag. Alle bidrager, og alle har lige muligheder for at modtage skolegang, uddannelse, pension og ældrepleje.

2020 er nok året, hvor det gik op for os, hvad et stærkt samfund betyder for os alle. Pludseligt var alt vendt på hovedet. Vi skulle arbejde hjemme, undervise vores børn selv, og vores svageste måtte ikke få besøg på ældrecentrene. Mange mistede deres arbejde og måtte modtage dagpenge, måske for første gang i deres liv.

Når man bygger et hus, er det vigtigt, at fundamentet er i orden. Hvis hverdagen skal fungere, er det vigtigt, at daginstitutioner og skoler leverer den tryghed, pasning og uddannelse, som forventes og er nødvendigt for at få dygtige og engagerede mennesker. Når vores forældre kommer på et ældrecenter, skal man kunne forvente, at de er i trygge rammer med den kvalificerede pleje, som kræves, når man er i sit livs efterår.


Vores børn og unge er fremtiden – og de fortjener de bedste rammer for at trives, lære og vokse. Vi vil investere i daginstitutioner og skoler, så kvalitet og nærvær er i centrum. Alle børn skal opleve tryghed og anerkendelse, og vi skal sikre stærke fællesskaber, hvor ingen lades i stikken. Unge skal have adgang til vejledning, uddannelse og meningsfuld fritid. Glostrups skoler er igen blevet selvstændige og kan nu skabe deres egne lokale rammer og særkender. Vi tror, det er den rigtige løsning til at få flest muligt til at vælge folkeskolen som det naturlige førstevalg.

Ældre mennesker skal kunne leve et liv med værdighed, frihed og omsorg. Det kræver, at vi investerer i ældreplejen og sikrer, at medarbejderne har tid til nærvær og faglighed. Ældrecentrene skal være trygge hjem, og hjemmeplejen skal være præget af kontinuitet og respekt. Vi vil styrke det frivillige ældrearbejde og skabe flere fællesskaber.

Social og Sundhed er hjørnestenene i vores fællesskab. Vi tror på mennesker frem for systemer, og vi vil skabe en social indsats med tillid, værdighed og reel hjælp til selvhjælp. Vores tilgang skal være helhedsorienteret og bygge på det enkelte menneskes styrker og drømme. Vi vil styrke den tidlige indsats og sikre, at ingen børn vokser op i fattigdom. Med forebyggelse, fællesskab og lige adgang til hjælp. Vi vil gøre det nemmere at leve sundt i Glostrup og sikre, at ingen falder igennem systemet. Sundhed handler ikke kun om hospitaler, men om trygge rammer, tidlig indsats og stærke lokalmiljøer. Vi vil sætte mental sundhed og trivsel højt på dagsordenen.

Vi har et ansvar for at tage hånd om klima og natur – også lokalt. Glostrup skal være en kommune i grøn omstilling, hvor bæredygtighed tænkes ind i alt fra byggeri til affaldshåndtering. Vi vil sikre grønne områder og styrke biodiversiteten, når byen udvikles, og samtidig beskytte vores drikkevand, så vi fortsat kan drikke lokalt vand. Den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med social retfærdighed og fællesskab. Vi skal gøre det nemt at leve bæredygtigt i Glostrup.

En af Socialdemokratiets vigtigste prioriteter er, at almindelige lønmodtagere

fortsat skal have råd til at bo i de største byer. Vores samfundsmodel bygger

på et stærkt fællesskab, som styrkes, når vi bor blandet på tværs af etniske, sociale og økonomiske skel. Socialdemokratiet har gjort det muligt for kommunerne at undlade at opkræve tillægskøbesum ved fortætning af almene boligafdelinger, der er beliggende uden for udsatte boligområder, hvilket vil øge incitamentet til at etablere nye boliger i eksisterende almene boligafdelinger.

Et rigt kulturliv og gode fritidstilbud styrker fællesskabet og giver livskvalitet. Vi vil sikre adgang til idræt, kultur og fritidsaktiviteter for alle – uanset alder og økonomi. Glostrup skal være en kommune, hvor foreninger, kulturinstitutioner og frivillige blomstrer og spiller en central rolle i borgernes hverdag. I takt med at byen vokser, så presses kapaciteten på specielt idrætsfaciliteterne. Vi vil være nysgerrige på, om samarbejder med nabokommuner kan være en løsning for at imødekomme en potentiel kapacitetsudfordring på visse facilitetstyper.

I Socialdemokratiet i Glostrup har vi interesse for nære, tværgående indsatser: fx.

naboskabsinitiativer, mentorordninger, frivillighed og synlig tilstedeværelse af voksne og myndigheder. Målet er at styrke det lokale fællesskab og sikre, at alle borgere – uanset alder eller baggrund – oplever byen som et trygt sted at bo og færdes.

Især unge i udsatte boligområder oplever manglende tilhørsforhold, hvilket kan føre til uro og utryghed. Her spiller samarbejdet mellem kommune, politi, skoler og foreninger en vigtig rolle i at skabe lokale løsninger. Desuden er lys og indretning af byrum, som stationer, parker og stier, vigtige elementer i den fysiske tryghed. Borgerinddragelse er også centralt – når beboere selv får indflydelse på deres nærmiljø, øges både ansvarsfølelse og tryghed.

Glostrup er en vækstkommune, vi bliver tilvalgt. Det er vigtigt for os, at byen udvikles med respekt for byens sjæl og borgernes behov. Vi vil skabe byrum med plads til både fællesskab og ro. Udviklingen skal ske i dialog med borgerne og med fokus på grønne løsninger og social bæredygtighed. Boligudvikling skal balancere mellem nybyggeri og bevaring. Det skal være trygt at færdes i Glostrup. Det kan vi sikre ved trafikregulerende foranstaltninger, ordentlig gadebelysning, effektiv vinterbekæmpelse og overvågning på relevante steder.